----- Original Message -----
To: Torben
Sangild
Sent: Friday, July
26, 2002 1:03 PM
Subject: Re: Følsom
elektronik
Hej Torben
Jeg er nok ikke så uenig med
dig på det punkt, som det umiddelbart virkede og jeg troede. Jeg mener at
kunstneriske udtryk i høj grad kan være uinteressante/uden betydning i en tid.
At tro der skabes noget interessant ved at tage et udtryk fra fortiden tilføre
nogle trendy effekter fra vores samtid på en rent påklistret måde, er ikke
bare uinteressant men på mange måder direkte irriterende. Jeg har set det i
nogle "postmoderne" udgaver af klassikere i teatret. Det virker ikke og
bør undgås. Jeg vil nu stadigvæk mene at det er samtidigt, gennem at det
bliver opført idag, det er et samtidigt kiks, meget dårlig kunst laves på den
måde. Det kan også være i form af historisk avantgarde tilsat nutididige
trendeffekter. Jeg er en stor tilhænger af avantgardekunst, men det skal være
ægte avntgarde. Det skal være en ægte fortrop i vores samtid, hvilket er helt
anderledes interessant og risikobetonet.
Det jeg mener er, at ingen
materialer i princippet kan udelukkes i forhold til kunst , det må
vurderes/opleves i forhold til kunstværket og den vurdering/oplevelse kan tage
tid. Dermed mener jeg ikke at man skal vente med at gå i dialog med et
kunstværk, det kan man gøre/gør man i samme øjeblik man møder værket
er en del af det. Dialogen kan nogle gange [ yderst berettiget ]være kort,
lukket, men i andre situationer bør den være lang og åben.
Så jeg er enig med dig i at alle
kunstneriske frembringelser ikke er samtidige nok, hvis du sætter lighedstegn
mellem kunstneriske og kunstnerisk interessante værker [ hvilket igen er at
indføre en objektivitet, som i realiteten sætter institutionsteorien ud af
kraft, hvor en samtidig iscenesættelse af kunst, gør det til samtidig
kunst . D.v.s den samtidige udførsel er nok til at sikre det
samtidige udryk. ]
Hvis man indføre et
objektivitesbegreb knyttet til kunstværket er det klart ikke nok, med en
samtidig iscennesættelse inden for kunstinstitutionens ramme. Det er ikke
engang nok til at sikre det som kunst. Kunst bliver en egenskab knyttet til
værker, som objektive fænomener.
Hvilket jeg går ind for det skal
være. Kunstinstitutiones funktion skal være gennem, gennem dygtighed og viden
at afgøre, hvad der har kvaliteten, men samtidig være åben overfor at der kan
begås fejl, ligesom inden for alle andre områder af menneskers aktivitet i
verden.
På samme måde som inden for næsten
alle andre professionelle områder.
Jeg synes at dit arbejde er udtryk
for en langt mere rigtig måde at arbejde med kunstkritik på end
institutionsteorien, institutionsteorien finder jeg egentlig udfra en
videnskabelig eller bare professionel standard underlødig.
Venlig hilsen
Jan
----- Original Message
-----
From: Torben Sangild
Sent: Thursday,
July 25, 2002 11:10 PM
Subject: Re: Følsom
elektronik
Mit eneste kritikpunkt er
din brug af 'det samtidige', hvem bestemmer hvad der tager
udgangspunkt i samtiden. Vil ikke hvilke som helst udtryk, som sætte ind
i en samtidig ( i forhold til vores tid ) kontekst,
situation være en del af vores tid.
Jeg tror det, fortiden er som
fortid tabt/forbi, som materiale kan den studeres og bruges i
vores samtid som alle andre materialer, i skabelsen af det Komposit, jeg
mener al kunst er.
Jeg tror ikke vi er helt enige
her. Jeg mener ikke at alle kunstneriske frembringelser er samtidige
(nok). Man kan godt tage ældre former op til fornyet bearbejdning, men
hvis ikke denne gestus (re-aktualiseringen) udføres er der efter min
mening tale om utidssvarende kunst.
Eksemplerne er utallige. Lad
mig tage et eksempel fra jazz-festivalen. Jeg var inde at høre en koncert
der var slået op som var den et frisk bud på en fornyelse af big
band-musikken med indførelse af elektroniske instrumenter. [NB: blot for
en ordens skyld jeg sætter ikke lighedstegn mellem æstetisk og teknologisk
samtidighed - det er et tilfælde at det elektroniske også her spiller en
rolle]. Nå, der var to samplere til koncerten, og dem hørte man kun
sjældent noget til, idet de blev overdøvet af big bandet, der spillede
(nyskreven) musik der lige så godt kunne være skrevet i 40erne eller
50erne af Count Basie og andre. Det var eklatant utidssvarende! Jeg mener
ikke at traditionel big band-musik afspejler noget som helst i vores
samtid, men alluderer uundgåeligt til en nær fortid. Det er konservering
og nostalgi. Med mindre altså man fornyer udtrykket, gør et eller andet
ved det. Og det er ikke nok at have et par samplere stående som kun kan
høres når de andre ikke spiller og som så forøvrigt spillede samplinger
af: Big Band-musik!
På samme måde ville det ikke
være interessant at skrive en traditionel vals i Johann Strauss-stil, for
denne form er uddateret, hvad allerede Ravel så og derfor måtte vrænge
ambivalent i sin "Valse Nobles et Sentimantales".
Jeg synes heller ikke det er
interessant at se nye impressionistiske naturmalerier - de bruger en
teknik som er historisk opbrugt, en form der er udtømt og blevet kliché og
som skal tilføres noget for at kunne genopstå i en ny
forklædning.
Den mest interessante kunst
rammer en nerve i den historiske situation. Kan den rumme noget der holder
længere er det fint. Men det er karakteristisk at de mest tidsbundne
døgnfluer netop er dem som ikke er sensible over for historiens krav til
materialet.
kh
Torben
Venlig hilsen
Jan
----- Original Message
-----
From: Torben Sangild
Sent: Friday,
July 12, 2002 12:30 PM
Subject: Følsom
elektronik
Her er min seneste artikel
til en antologi der kommer til efteråret på både dansk og engelsk
udgivet af Museet for Samtidskunst.
Det er nogle meget frie
filosofiske refleksioner over elektronisk musik som noget følsomt,
skrøbeligt, kropsligt og irrationelt (i polemik mod de
almindelige fordomme) og endvidere to historiske refleksioner over
minimalisme og ambient. Jeg skrev den på tre dage, og tillod mig at
hengive mig til essay-formen som en afprøvning af tanker uden
hensyntagen til hverken akademisk grundighed eller populær
letforståelighed. Det er tænkt som en slags diskussionsoplæg, så jeg vil
meget gerne have kommentarer.
KH
Torben